Concordia Professor Taler Ud

Erklæringen om manglende overholdelse af obligatoriske vaccinationer på canadiske universiteter. Af Maximilian C.Forte,PhD.  (23. august 2021)

Først var det ikke engang et universitet, men Seneca College. Så var det universitetet i Ottawa. Derefter Carleton University, University of Western Ontario og University of Toronto. Nu er det næsten alle universiteter i New Brunswick og Nova Scotia. Det juridiske fakultet på McGill kræver det også, formentlig for at redde universitetet fra dyre retssager (en underforstået trussel, som underligt nok går ud fra, at kun den ene side af en debat kan føre retssager i retten). Hvis det sker først i USA, bliver det næsten øjeblikkeligt kopieret og indsat i politikken i Canada. Det er på vej overalt: obligatoriske vaccinationer for alle lærere, ansatte og studerende.

Som fastansat, fuldgyldig professor i Canada er det min pligt at opfordre alle fakulteter til at stå sammen om ikke at overholde sådanne foranstaltninger.

Obligatoriske vaccinationspres udstedes angiveligt i overensstemmelse med “folkesundheden”. De er imidlertid hverken pålagt gennem parlamenter eller lovgivning, men udstedes i stedet ensidigt af regeringer under paraplyen “nødforanstaltninger”.

Typisk fastsætter sådanne vaccinationsmandater følgende: Fakultetet, personale og studerende skal fremvise bevis for fuld vaccination for at få adgang til campus og udføre deres arbejde. Hvis de ikke gør det (og nogle tillader kun afslag på grund af medicinske eller religiøse undtagelser), skal de underkaste sig endnu udefinerede særlige foranstaltninger, såsom hyppige tests (måske to gange om ugen ved hjælp af hurtige antigentest) og maskering på alle tidspunkter og i alle områder på campus.

Dette vil for de fleste canadiske lærere være den første, hvis ikke den eneste reelle test af deres integritet og værdighed og deres formål som lærde og intellektuelle. Det er helt afgørende, at de ikke dumper denne prøve fra starten.

Det skal understreges, at dette ikke er en holdning, der kun kan indtages af ikke-vaccinerede fakulteter. Foranstaltninger til at forbyde og forhindre diskrimination og faktiske krænkelser af menneskerettighederne er en holdning, som skal indtages af alle fakulteter, uanset om de er fuldt vaccinerede eller ej.

I stedet for at følge den alternative videnskabelige fremlægning, der er bundet til medicinalfirmaernes og politikernes private interesser, bør vi forvente, at de canadiske universiteter tilskynder til kritisk tænkning, der – som det nu er almindeligt anerkendt og hyldet – “taler sandheden til magten”. Dette ville være i overensstemmelse med de canadiske universiteters mange nylige erklæringer til støtte for social retfærdighed. Det er både chokerende og skuffende at se de samme universiteter fejle i den første reelle test af deres erklærede forpligtelser.

Især det obligatoriske vaccinationspres diskriminerer klart og ubestrideligt ansatte, der tilhører bestemte religiøse og etniske samfund, på en sådan måde og i en sådan grad, at enhver påstand om at opretholde “lighed, mangfoldighed og inklusivitet” bliver fuldstændig opløst. Det er naturligvis hverken troværdigt eller holdbart, at man ikke kan opretholde denne forpligtelse på ét område og forvente, at den vil blive opretholdt på andre områder. Desuden er den regulation, der pålægger en sådan forskelsbehandling, en direkte overtrædelse af en række love og menneskerettigheds koder, både her i Quebec og i resten af Canada.

For det første bør fakultetet meddele ledende administratorer, at de på intet tidspunkt og under ingen omstændigheder kan tvinges til ufrivilligt at udlevere private oplysninger om deres personlige sundhedstilstand, uanset om de er blevet fuldt vaccineret eller ej. Et sådant mandat krænker alles rettigheder, ikke kun nogle af dem. En sådan tvang, som ligger uden for de ansættelsesvilkår, der er fastsat i kontrakter eller kollektive overenskomster, ville være klart ulovlig på en række områder, herunder en overtrædelse af eksisterende love, som findes i Quebec og resten af Canada. På intet tidspunkt, da vi blev interviewet og derefter ansat, blev nogen af os informeret om eventuelle sundhedskrav for at udføre vores arbejde. De etablerede regulationer for universiteterne om at opretholde et sikkert arbejdsmiljø lægger denne byrde på universitetsadministrationerne – de indebærer ikke noget krav om helbredsundersøgelser og -injektioner af fakultetet.

Vi bør være særligt bekymrede over den tilsyneladende bestræbelse på at presse folk til at blive vaccineret. Som universiteter, der konsekvent opretholder forskningsetik i overensstemmelse med føderale krav, negerer disse retning linjer i stedet frivilligt informeret samtykke. Samtykke kan pr. definition ikke pålægges. Regulationerne er også i strid med princippet om at undgå skade, idet den ikke informerer medlemmerne af samfundet om, at overholdelse af disse regulationer kan resultere i negative bivirkninger, lige fra milde og ubetydelige til alvorlige skader, der kræver hospitalsindlæggelse, og i nogle tilfælde endda døden. Vi har ikke set noget sprog, der advarer om bivirkninger og mulig død nogen steder i meddelelsen om reglerne.

Tvangsvaccinationen er også i strid med lovbestemmelser, der forbyder forskelsbehandling på grund af etnicitet, religion og politisk overbevisning.

Universiteterne støtter også en nødforanstaltning, men de har ikke fremlagt noget bevis for, at der er tale om en nødforanstaltning. Hurtigt spredte virus er almindelige i vores universitetssamfund, som det er tilfældet med hver eneste forkølelse og influenza, der hvert år, ja, endda flere gange om året, hærger en universitetsbefolkning. Den “hurtige spredning” og “smittefare” er ikke i sig selv et grundlag for en “nødsituation”.

Universitetsadministrationerne kan være sikre på, at når de ansatte som sædvanlig får symptomer på en sygdom, vil de automatisk afstå fra at komme til campus, som de har gjort, når de har været forkølede eller haft influenza. Ikke-vaccinerede fakulteter udgør derfor hverken en reel eller potentiel “trussel” mod samfundets sundhed.

Vi må også påpege, at nogle canadiske lærere i det tidlige efterår 2009 fik H1N1, og i nogle tilfælde måtte de være fraværende fra undervisningen i flere uger. På intet tidspunkt gav universitetsadministrationen i Canada udtryk for bekymring over denne kendsgerning. Det er vigtigt at huske på, at Verdenssundhedsorganisationen i 2009 erklærede H1N1 for en “global pandemi” i henhold til den samme definition, som den dengang anvendte for Covid-19. Ved at vedtage radikalt anderledes foranstaltninger i dag er de canadiske universiteter således i direkte modstrid med deres egen praksis fra den seneste tid.

For det andet, hvis konsekvensen af manglende overholdelse af sådanne mandater er, at fakultetet skal underkastes hyppige test – selv om de ikke har nogen symptomer – så ville det være uretfærdig og diskriminerende behandling baseret på formodet helbredsstatus, og det er også ulovligt og ligger uden for vores ansættelsesvilkår. At være professor på et canadisk universitet er aldrig blevet annonceret som en stilling, der er forbundet med et helbredskrav eller et krav om medicinsk screening for at kunne udføre sine opgaver. Da det desuden nu er solidt fastslået, at fuldt vaccinerede personer bærer lige så meget viral belastning som ikke-vaccinerede personer og overfører virussen, er det helt klart uretfærdig forskelsbehandling at underkaste en gruppe af personer (som antages at være ikke-vaccinerede) testning, mens andre fritages.

Man kan kun konkludere, at en sådan diskriminerende skæ\vhed har til formål at straffe en bestemt gruppe, at hindre dem i at udføre deres daglige arbejde og at fortsætte med at udpege raske mennesker som et problem. Det er også åbenlys psykisk chikane og er dermed direkte i strid med de fleste canadiske universiteters egne offentliggjorte arbejdspladsregler.

Inden universiteternes administrationer forsøger at ændre ansættelsesvilkårene ensidigt, skal de i det mindste sætte sig ned og forhandle med fakulteternes fagforeninger. I løbet af de sidste 18 måneder har vi set professorer pludselig blive pålagt at arbejde hjemmefra, hvilket er arbejde, der ikke kræves i henhold til de eksisterende vilkår og det er simpelthen ikke en del af vores jobbeskrivelse, og de fleste er ikke uddannet til at undervise online.Omvendt har vi nu set dem blive forhindret i at fortsætte med fjernundervisning, selv om det er deres første valg. Nu ser vi, at de, der formodes at være ikke-vaccinerede, tvinges til at gennemgå testning, uanset symptomer og uanset eventuel naturlig immunitet (som irrationelt og uberettiget afvises fra hele denne diskussion).

Det diskriminerende testkrav er således endnu en åbenlys lovovertrædelse, og det hører ikke hjemme på noget canadisk universitet.

De bebudede regulationer er en krænkelse af den menneskelige værdighed: Den pålægger psykologisk pres gennem et straffesystem, der har til formål at gøre det stadig mere besværligt og uholdbart at udføre ens almindelige arbejdsopgaver. Den når et punkt, hvor vi kunne argumentere for, at den udgør et kontraktbrud.

Den bekendtgjorte politik kræver også, at de, der formodes at være ikke-vaccinerede (dvs. at de ikke kan fremlægge bevis for fuld vaccination), skal adskilles synligt og offentligt fra resten af samfundet (dvs. maskeres, hvor andre ikke er maskerede). I betragtning af den fremherskende massepsykose, der tilskynder til bebrejdelse, mangel på respekt og endog åbenlyst had mod ikke-vaccinerede personer, er det at få sådanne ikke-vaccinerede personer til åbent at skille sig ud at sætte deres værdighed og integritet på spil.

For det tredje må de canadiske universiteter ikke lade sig presse og bør ikke efterkomme et pres, der tvinger dem til at deltage i et regime, der krænker menneskerettighederne. Da vi først nu bliver klar over det virkelige omfang af de grusomheder, der blev begået på de canadiske kostskoler, som først blev lukket i slutningen af 1990’erne, bør de canadiske uddannelsesinstitutioner være yderst forsigtige over for endnu en bølge af regeringens krav om hårde, segregerende og straffende foranstaltninger i “frelsens” navn.

De canadiske universiteters administration kan med rimelighed svare, at de blot følger regeringens mandater. Et regeringsmandat, som i sig selv er en udenretslig foranstaltning, der er pålagt uden lovhjemmel, kan ikke bruges til at tvinge et universitet til også at overtræde hverken loven eller menneskerettighedskonventioner, der er fastsat i henhold til international ret, som Canada har underskrevet.

Enhver efterkommelse fra en enkeltpersons side af udenretslige ekstreme foranstaltninger kunne også læses som et stiltiende samtykke, hvilket ville legitimere sådanne foranstaltninger, som hverken er støttet af gældende love, chartret om rettigheder og frihedsrettigheder eller – hvilket skal bemærkes – er bakket op af videnskabelig støtte.

De canadiske universiteters administrationer gør bedst i at være forsigtige og være på den rigtige side af både loven og retfærdigheden. De skal straks ophæve enhver regulation, der er udstedt under overskriften “vaccinationsmandat”. De bør også være klar over, at hvis de ikke gør det, kan de blive udsat for retssager fra dem, der er udsat for diskriminerende behandling, ikke kun fra fakultetet og personalet, men også fra et endnu større antal studerende.

At et canadisk universitet forsøger at retfærdiggøre menneskerettighedskrænkelser, fordi det er det, som regeringen har beordret, er i sandhed Nürnberg-værdigt.

For det fjerde skal ethvert mandat anerkende, at bevisbyrden hviler på dem, der udsteder, følger og håndhæver mandatet. Navnlig skal regeringer og universitetsadministrationer i Canada fremlægge fuldt dokumenterede beviser for følgende – idet man skal huske på, at udbredt frygt ikke er bevis for nogen anden nødsituation end en psykologisk nødsituation:

1. At der rent faktisk er en aktuel folkesundhedsmæssig nødsituation, som en objektiv og verificerbar medicinsk kendsgerning og ikke som et artefakt af regeringsdekreter. Det største antal hospitalsindlæggelser og dødsfald i Canada fandt sted under den såkaldte “første bølge” i marts-maj 2020. Der har ikke været nogen gentagelse af disse tal siden da. Selv da baserer vi dette på antagelser: Vi antager, at folk blev smittet med Covid-19 ved hjælp af mangelfulde test på et tidspunkt, hvor viruset ikke var blevet isoleret, og hvor amplifikationscyklusserne var for høje – og vi fulgte ikke WHO’s retningslinjer, der frarådede at stole udelukkende på PCR-testen ved enhver klinisk diagnose. Vi foretog heller ikke rutinemæssigt obduktioner for at fastslå dødsårsagen for de fleste ældre ofre i foråret sidste år. Desuden er det siden kommet frem, at selv blandt dem, der allerede var tæt på den naturlige afslutning af deres liv, blev de ofte udsat for sult og dehydrering – frygten holdt mange medarbejdere væk fra plejehjemmene, hvilket resulterede i vanrøgt af beboerne. Vi har også erfaret, at disse ældre og skrøbelige patienter, i det mindste i Quebec, fik morfin, som undertrykte åndedrættet, og som i næsten alle tilfælde hurtigt førte til døden. Vi kender således endnu ikke den nøjagtige størrelse og karakter af selv den “første bølge”, den værste og nok den eneste rigtige bølge, vi havde.
2. At smitte kun spredes af de ikke-vaccinerede. Vi ved nu endeligt, at de annoncerede “vacciner” – dem, der anvendes i Canada – ikke beskytter de injicerede mod infektion, og de forhindrer dem heller ikke i at sprede viruset eller endog i at blive syge og dø af viruset. Hvis de fuldt vaccinerede kan – og gør det – sprede virussen, så må ethvert krav om hyppige og hurtige test også gælde for dem. Hvis det ikke sker, er det et bevis på forskelsbehandling på grundlag af helbredsmæssige karakteristika.
3. At man ved at reklamere for behovet for vaccination ikke vildleder universitetsbefolkningen med hensyn til den reelle beskyttelse, som sådanne injicerbare produkter giver. Lande som Israel, der vaccinerede mere fuldstændigt og hurtigere end Canada, er nu vidne til en situation, hvor det overvældende flertal af de smittede er fuldt vaccinerede. I både Israel og Stor britanien har de fuldt vaccinerede i de seneste uger tegnet sig for størstedelen af Covid-dødsfaldene. Uden at tale om dødsfald, som er yderst sjældent for alle, der udsættes for Covid – vaccinerede eller ej – er der i både Europa og USA nu flere hundrede tusinde tilfælde af alvorlige bivirkninger. Det er almindeligt anerkendt – af producenterne selv – at effektiviteten af disse injicerbare produkter er faldende i en sådan grad, at den beskyttelse, de måtte have givet, i stigende grad falder til et ubetydeligt niveau.
4. At “tilfælde” er et mål for noget væsentligt. Udtrykket “tilfælde” er blevet misbrugt og forvansket: enhver, der anses for at være testet positiv for Covid-19, er blevet kategoriseret som et “tilfælde”. Dette er på trods af, at de måske ikke har haft nogen symptomer, eller hvis de havde symptomer, var de milde og krævede ingen behandling. Typisk indebærer et rigtigt tilfælde, at en person har brug for behandling som patient, normalt på en klinik eller et hospital. Det skal derfor bevises, at et stigende antal såkaldte “tilfælde” er nogen grund til ekstraordinære foranstaltninger, især når indlæggelser på hospitaler og dødsfald kun udgør en lille brøkdel af, hvad de var under den første bølge.
5. At den naturlige immunitet ikke er reel og ikke har nogen betydning. Intet sted i disse mandater er der noget sprog om naturlig immunitet – naturlig immunitet antages ikke at eksistere eller antages at være irrelevant. Hvis de, der udsteder, overholder eller håndhæver en sådan obligatorisk vaccination, ikke kan tage stilling til dette videnskabelige punkt, så falder hele deres argumentations troværdighed sammen. Alene på dette grundlag ville det være fuldt ud berettiget og berettiget at undlade at overholde reglerne.
6. At raske mennesker kan antages at være bærere af sygdom. Disse vaccineringsmandater på arbejdspladserne antager alle, at raske, selv unge og raske mennesker, der ikke er vaccinerede, er et “problem”. De raske antages straks og på forhånd ikke blot at være faktiske eller potentielle smittebærere, men også at være de eneste smittebærere og at være udelukkende smittefarlige. Bevis den videnskabelige støtte til dette argument og bevis, at det overvinder modsatrettet videnskabelig forskning.
7. At den såkaldte “Delta-variant” i virkeligheden er “farligere”. At være mere smitsom er ikke ensbetydende med større fare for sygdom og død, hvilket bekræftes af offentliggjorte regeringsdata. Vis det videnskabelige bevis for, at Delta-varianten er en betydelig variant, ikke blot en variant, der varierer med 0,3 % af egenskaberne i forhold til den oprindelige Covid-19. Bevis de data, der uden tvivl beviser, at det forårsager flere hospitalsindlæggelser og dødsfald end det oprindelige Covid-19 nogensinde gjorde. Uden dette bevis er begrundelsen for sådanne mandater ugyldig.
8.  At “flokimmunitet” kun kan opnås ved vaccination af 100 % af en befolkning. Bevis at den videnskabelige støtte til at opnå en sådan immunitet ved at anvende injicerbare produkter, der ikke giver nogen immunitet overhovedet. Bevis desuden den videnskabelige støtte for den idé, at flokimmunitet forringer den naturlige immunitet – se punkt 5 ovenfor.

Hvis der er ringe eller ingen videnskabelig støtte til disse holdninger, er der ingen rationel begrundelser, der kan retfærdiggøre et mandat udstedt af medicinske årsager i folkesundhedens navn. I så fald kræver regulationerne, at man ikke overholder den, og den skal ophæves.

Hvis det, der er tilbage, blot er frygt for fare, kan denne frygt for fare i visse tilfælde i sig selv være et krav om akut psykologisk terapi eller endog psykiatrisk behandling. Dette er især tilfældet, når frygten opretholdes i mangel af beviser eller som en fornægtelse af virkeligheden, og når den klart skader de personer, der har denne frygt, som derefter skader andre (ved at udstede diskriminerende mandater, f.eks.).

Det skal også erindres, at millioner af canadiske arbejdere på det højeste tidspunkt af lockdowns, længe før “vacciner” blev tilgængelige, og selv før maskering blev obligatorisk, arbejdede i tætte rum i lange timer hver dag, og alligevel var der kun få og sjældne dødelige udbrud. Det mangler at blive bevist, hvorfor det nu, hvor vaccination og maskering kun er en mikroskopisk brøkdel af, hvad de var, er nødvendigt at gå ekstremt langt for at sikre 100 % vaccination ved hjælp af produkter, som tydeligvis ikke kan give immunitet. Sådanne produkter er ikke kun tydeligvis og ubestrideligt ineffektive som immuniseringsredskaber, [men] de kan også være farlige.

De bebudede foranstaltninger, som vi allerede ved, vil absolut intet gøre for at bremse spredningen af virussen. Når man ved det, betyder det, at retnings linjerne føres af grunde, der ikke har noget med folkesundhed at gøre. Vi bør derfor bekræfte vores forpligtelse til ikke at overholde disse retnings linjer.

Endelig, hvis det, universiteterne virkelig frygter, er at blive udsat for retssager, er der et meget enkelt svar på denne bekymring: Bed alle, der ønsker at komme ind på campus, om at underskrive en erklæring om, at universitetet ikke bærer noget ansvar for nogen, der bliver syge på campus (hvis det overhovedet kan bevises, at de blev syge på campus). Hvis der er udbredt frygt for smitte, kan et universitet også tillade, at de, der foretrækker det, kan fortsætte med at arbejde og lære hjemmefra. Uanset hvilken mulighed der kan være, bør alle mulige muligheder undersøges uden at ty til ekstreme og diskriminerende foranstaltninger, der krænker menneskerettighederne og borgerrettighederne.

[Udgivet under en Creative Commons-licens.]

Hvis du ønsker på at studere Bibelen på Engelsk eller dit eget sprog så klik her og vælg dit ønskede sprog. også her

Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, kan du kontakte Pr. Ron Henderson på ronhende@outlook.com.