Menneskets prøvetid, del 1

        Da Adam og Eva var ulydige mod Gud og i stedet lyttede til Lucifer eller satan i Edens have, blev denne ulydighed til synd, og det gjorde dem straks syndige og modtagelige for satans tilstedeværelse og fristelser.  Selv om parret ikke havde opgivet deres loyalitet over for deres Skaber, kom de nu under satans indflydelse og mistede deres forsvar mod ham.  Det ville blive mere og mere vanskeligt for dem at modstå ham på egen hånd, og de ville til sidst bukke under for døden, fordi Gud havde sat dem ud af Eden, hvor livets træ stod og ikke længere var tilgængeligt for dem.   Deres efterkommere ville også arve deres syndige natur og alt, hvad der hører til den.  Bibelen fortæller os, at “syndens løn er døden” (Rom. 6:23).  Skrifterne fortsætter med at gøre det klart, at “derfor ligesom synden er kommet ind i verden ved et menneske og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, for alle har syndet” Rom. 5:12.  Menneskeheden havde altså uden at vide det dømt sig selv til en syndig natur og i sidste ende til udslettelse.

        Den gode nyhed er, at Gud ikke havde overladt dette par til deres bestemte skæbne med syndighed, fortvivlelse og død; straks efter at mennesket havde syndet, trådte Gud ind mellem de levende og de døde og tilbød sig selv som erstatning for deres synd og død.  1 Johannes 4:10 læser vi: “Heri ligger kærligheden, ikke at vi har elsket Gud, men at han har elsket os og sendt sin søn som sonoffer (stedfortræder, løsesum) for vore synder og for verden” 1 Johannes 2:2. At forkaste denne kærlighed og tilgivelse ville betyde at betale straffen med den evige død.  Igen bønfalder Gud os, når han siger: “Vend jer om, vend jer om fra jeres onde veje, for hvorfor vil I dø, Israels hus?” Eze. 33:11.  Og denne appel er til hele menneskeheden, ikke kun til den jødiske nation, for vi læser i Esajas 45:22: “Vend om til mig og bliv frelst, alle jordens ender, for jeg er Gud, og der er ingen anden”.  Hvilke trøstende ord er dette for hele menneskeheden, der er opslugt af krige, kriminalitet og ondskab?  At nægte at gengælde dette tilbud om tilgivelse og kærlighed er at besegle vores fremtid til evig glemsel.

        Det korte og lange svar fra Gud, som vi læser ovenfor, er ganske enkelt, at Gud på grund af sin kærlighed til sin skabning har givet mennesket en ny chance for at leve evigt uden synd og syndighed.  Denne anden chance for at leve uden synd og ikke dø kaldes en prøvetid.  Gud har givet menneskeheden en prøvetid for at give ham mulighed for at rette op på menneskets ulydighed.  Det er meget interessant at bemærke, at denne prøvetid for at give Gud mulighed for, sammen med menneskets positive reaktion, at rette op på menneskets syndige natur og genoprette det til gudsfrygt, ses blandt mange nationer på jorden. 

        I encyclopaedia Britannica kan vi læse følgende: “Håbet om en ny verden dukker fra tid til anden op i mange civilisationer. Mange sådanne religiøse bevægelser blomstrede i det 20. århundrede i Melanesien, Afrika, Sydamerika og Sibirien. Kristne elementer kan normalt spores, men det grundlæggende element er i stort set alle tilfælde indfødt. Disse kulter og bevægelser er centreret omkring profetiske ledere, som ofte fremhæver de dødes tilbagevenden og en fornyelse af livet.  De skriver også om en katastrofal undergang for den nuværende verden. I mange tilfælde forventes denne helt at vende tilbage og lede de troende i kampen mod de onde kræfter.  I jødedommens og kristendommens historie er der, som i mange tidlige tusindårige og messianske bevægelser, en forventning om en ny himmel og en ny jord.”[i] 

        Hvordan kan kulturer over hele jorden have en forestilling om en “frelser”, der kommer eller lever sammen med mennesker for at genoprette dem til en bedre måde at leve på?  Forfatteren af denne artikel har undersøgt kulturer fra mange dele af verden og har fundet ud af, at de i deres skikke, myter og traditioner alle har begreber, der minder meget om det bibelske begreb om mennesket, synd og genoprettelse.  Der er en Shona-tro blandt østafrikanerne, som siger, at der var en tid, hvor menneskene og Gud levede sammen, men en dag, da en kvinde brugte en morter og stødte ham i øjet gjorde det ham vred, så han fjernede sig fra menneskene.[ii]   Der var også den opfattelse, at mennesket ved tidens afslutning vil blive genoprettet til retfærdighed og det onde udslettet.[iii]   Det faktum, at vi finder disse begreber spredt ud over hele verden, antyder, at der var en kilde, en kilde, hvorfra hvert enkelt begreb kom.

        Et meget lignende koncept er det om verdens syndflod eller den bibelske syndflod.  Det er videnskabeligt bevist, at der var en verdensflod, som ødelagde alt liv på jorden og i havene, bortset fra dem, som Gud beskyttede i havene.  Se mine artikler om dette.  Så ligesom troen på syndfloden spredte sig med de nationer, der spredte sig over hele jorden fra det sted, hvor Noas ark landede, stammer ideen om, at mennesker har en prøvetid, hvor Gud kan forny deres retfærdighed ved at fjerne deres synd og ondskab, eller, hvis de afviste hans tilbud om tilgivelse, ødelægge dem, også fra en oprindelig kilde.  Denne prøvetid er meget tydelig i Skriften, så alle kan udlede den.  På en eller anden måde har djævelen stor succes med at få mennesker til at opgive deres prøvetid, som om den aldrig har eksisteret, eller at få den til at fremstå som børns drømme. 

        Mennesker har den evne at neutralisere Guds advarsler og formaninger, om end til deres skade.  Dr. Fukuyama skriver, idet han citerer den berømte britiske historiker H. A. L. Fisher, der i 1934 skrev: “Mænd, der er klogere og mere lærde end jeg, har i historien set et plot, en rytme, et forudbestemt mønster … Jeg kan kun se den ene nødsituation efter den anden.”[iv]  Fukuyama siger selv, at “vores dybeste tænkere har konkluderet, at der ikke findes noget som historie, dvs. en meningsfuld orden i den brede vifte af menneskelige begivenheder”.[v]   Har vi ikke fået at vide, at Winston Churchill engang sagde, at hvis vi ikke lærer af historien, er vi dømt til at gentage den?[vi]   Det var ingen anden end Jesus Kristus, der gennem Skriften fortalte verden, at som det var i Noas dage, skal det også være i Menneskesønnens dage, Lukas 17:26.  Dette, mine venner, betyder, at mennesker i dag vil afvise Guds nåde tid, som han har givet dem til omvendelse, bekendelse og genoprettelse, som om det var tåbelig snak.  Guds ord: “Se til mig og bliv frelst, alle jordens ender…” behandles som om det var dug. 

        Hvorfor er Gud så fast besluttet på at give mennesker en ny chance for evigt liv?  Bibelen giver os svaret ud fra mange perspektiver.  For det første læser vi i Johannes 3:16 om denne vidunderlige erklæring fra Gud: “Thi så højt elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”  På grund af Guds store kærlighed til menneskene kunne han ikke lade os gå til grunde. For det andet er det sandt, at både Adam og Eva valgte at være ulydige mod Gud, men de blev faktisk bedraget og presset til at være ulydige mod ham.  I bogen Patriarker og Profeter beskrives denne sørgelige episode således: “De bekendte, at de havde tabt enhver ret til dette lykkelige opholdssted, men lovede for fremtiden at være strengt lydige mod Gud. Men de fik at vide, at deres natur var blevet fordærvet af synden; de havde mindsket deres styrke til at modstå det onde og havde åbnet vejen for Satan til at få lettere adgang til dem. I deres uskyld havde de givet efter for fristelsen, og nu, i en tilstand af bevidst skyld, ville de have mindre kraft til at bevare deres integritet.”[vii]  Så for at redde dette skrækslagne, uheldige par fra den evige død forsikrede deres Skaber dem om, at han ville give sit liv, så de kunne få en ny prøvetid. 

        Dette var Guds store nulstilling til at foretage “skadeskontrol” for at tilgive de skyldige – både dem og os.  I Romerbrevet 5:19 læser vi: “For ligesom mange er blevet syndere ved én mands ulydighed, således skal mange blive retfærdige ved én mands lydighed.”  Jesu Kristi død for den syndige menneskehed garanterer vores anden prøvetid; hvad vi gør med den, er op til os.  Mange mennesker i dag er ikke klar over, at Gud har givet dem en prøvetid; gennem de mennesker, der følger Jesus, har Gud givet befaling om at gå ud i hele verden og forkynde den gode nyhed til hele menneskeheden om Guds tilgivelse og opfordring til omvendelse og genoprettelse.  I Johannes 6:37 gør Jesus det klart, at han ikke vil forkaste alle dem, der kommer til ham, men han vil forny deres status hos Gud.  I 2 Kor. 5:17 skriver Paulus: “derfor hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.”

        Venner, vil I ikke tage jer tid til at overveje, hvad jeres prøvetid vil gøre for jer?  Kan I ikke se, at den vil gøre jer til en retfærdig borger i Guds univers? Kan I ikke se, at den vil sætte jer i stand til at bryde syndens lænker, som omslutter ethvert menneske, der ikke er blevet befriet af Kristus?  Mange ting i dette liv er fornøjelige, men fornøjelsen og nydelsen er kun kortvarig.  Hvis vi ikke dør en tidlig død, bliver vores kroppe snart ældre og bremser os, indtil entropiens kræfter vinder over os, og døden følger efter.  Hvad sker der efter døden?  Det enkle svar er: “Gør dig rede til at møde din Gud” Amos 4:12.  Dette møde med Gud kan være et lykkeligt gensyn, “vi har ventet på ham, og han vil frelse os” (Es. 25:9), eller det kan være en endelig adskillelse, som vil efterlade os ikke-eksisterende, det er et valg vi træffer hver gang vi afviser Helligåndens stemme, når han bønfalder os om at “se og leve” 4 Mos. 21:9.

        Venner, må Gud gøre os i stand til at se den visdom og kærlighed, som han har til os, så vi til gengæld kan træffe beslutninger, der kun vil føre os hen til ham, så vi og dem, vi elsker, kan bruge vores prøvetid til at vælge ham, så vi kan leve for evigt.  Gud velsigne jer alle.

[i] Britannica.com/topic/myth/Messianic-and-myths

[ii] Bodie Hodge and Roger Patterson World Religions and cults vol. 2: Moralistic, Mythical and Mysticism Religions, Pub. Master Books, 2016.

[iii] Lewis Spence, Egypt, Pub. Bracken Books, 1986, 130-32.

[iv] Francis Fukuyama, The end of history and the last man, NY: Avon Books, (1993), p. 5

[v] Fukuyama, p. 3

[vi] Winston Churchill, www.QuotesMessages.com

[vii] Ellen White, Patriarchs and Prophets, (Pub. Pacific Press Publishing Ass., Boise, Idaho, 1890), p. 62

Hvis du ønsker på at studere Bibelen på Engelsk eller dit eget sprog så klik her og vælg dit ønskede sprog. også her

Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, kan du kontakte Pr. Ron Henderson på ronhende@outlook.com.