Hvad er vigtigst, det Gamle Testamente eller det Nye Testamente?

        Vi hører ofte folk sige, at de ikke bryder sig om at læse Det Gamle Testamente (GT), fordi det er for kedeligt eller svært at forstå.  På den anden side hører vi også folk sige, at de ikke bryder sig om Det Nye Testamente (NT), fordi hovedforfatteren, apostlen Paulus, er for maskulin eller er for hård ved kvinder.

        Generelt synes mange mennesker, måske flertallet, dog at foretrække det NT frem for GT. De siger, at det NT er mere venligt og medfølende, selv om Åbenbaringens Bog synes at være for skræmmende.  Hvad mener du?

        Når vi læser hele Bibelen i sammenhæng med skabelsen, syndefaldet og genoprettelsen af menneskeheden til guddommelig gunst og fuldkommen gudsfrygt, er det umuligt at placere den ene del af Bibelen over den anden. Begge testamenter er uløseligt forbundet og udgør hele Guds frelsesplan. Det ene supplerer det andet.  Som vi vil se, omfatter begge testamenter i Bibelen ikke blot jordens historie, men hele historien om Guds univers. Nogle kalder det Hans historie, begivenhederne på himlen og jorden i Guds plan for hele universet.  Vi kan kun med rette begynde ved altings “tilblivelse”, når vi søger svar.  Som Bibelens første bog udtrykker det så enkelt, men alligevel så dybt, i 1. Mosebog 1:1: “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.”

        Så lige fra begyndelsen gjorde Gud det klart for hele menneskeheden, at han var hjernen, “nous”[i], som de gamle filosoffer kaldte det, bag alle tingenes eksistens, levende og livløse ting, og at der ikke var nogen anden Gud før ham. Esajas udtrykte det meget kortfattet i den bibelske bog, der bærer hans navn, Isa. 45:18 “Thi så siger Herren, som skabte himlene … som formede jorden og gjorde den (han grundlagde den; han skabte den ikke tom, han formede den til at blive beboet): Jeg er Herren, og der er ingen anden.”  Dette skabelsesbegreb er det ældste, menneskene har om jordens oprindelse.  Alle andre påstande om det modsatte og som støtter evolutionen fandtes endnu ikke i en fjern fremtid.  En undersøgelse af jordens nationer og deres eksistens gør dette punkt uanfægteligt.  I den ældste bog i Bibelen, Job, lader Moses, forfatteren til bogen, Job kalde Gud for sin skaber (min skaber: Job 35:10), og i Job 12:7-9 beder han os pralende om at spørge dyrene, og de vil forklare os, at Gud virkelig er altings skaber.

        Esajas’ bog er måske den bog, der er mest åbenhjertig i sin erklæring om Gud som jordens og de nye himles forløser, skaber og genopretter, som aldrig vil forgå. I Esajas 65:17 skriver han: “Thi se, jeg skaber nye himle og en ny jord, og det forrige skal ikke mindes eller komme i hu”.  Der er flere andre passager i GT, der beskriver Gud som den eneste skaber af vores verden, og at der ikke findes nogen anden Gud end ham.  Vi ser derfor, at Det Gamle Testamente er afgørende for historien om skabelsen, syndefaldet og genoprettelsen af menneskeheden.  Der findes ingen anden gammel bog, der så klart beskriver denne saga om skabelsen og dens afledte virkninger så smidigt og så godt forbundet. Ganske vist henviser nogle bøger til skabelsen og endda til adskillelsen mellem Gud og mennesker; disse historier henviser endda til en slags liv efter døden, men som vi bemærkede ovenfor, er GT’s fremstilling den mest logiske og fornuftige.

GT indeholder også mange hentydninger til eller profetier om Guds inkarnation i menneskeligt kød, hvoraf den tidligste findes i Første Mosebog. Offersystemet var også et levende billede på denne kommende inkarnation.  Det er også interessant at bemærke, at offersystemet syntes at være født ud af GT’s henvisning til skabelsen og syndefaldet, hvilket viser, at der er tale om et ældgammelt koncept, hvis beskrivelse er tydeligst beskrevet i 1. Mosebog. 

        På dette tidspunkt er det vigtigt at påpege, at hvis der ikke var en opfølgning af disse GT-referencer og -temaer i anden litteratur, ville der ikke være nogen måde at verificere troværdigheden af disse GT-profetier og -anspilninger på, bortset fra opdagelsen af disse temaer i antikke skrifter og kunst.  Indtil videre findes den tydeligste bekræftelse af GT-profetierne i Det Nye Testamente.  Der er en stærk og mærkbar forbindelse mellem disse to bøger. Uden Det Nye Testamente ville GT blive til en slags bymenneskes spekulationer, undtagen inden for videnskaben, hvor skabelsen virkelig ikke har nogen troværdig konkurrent.  Som tingene ser ud nu, er GT altså en fremvisning af Guds historie om, hvordan alting blev til, og troværdigheden af dette er i det NT, hvor Guds guddommelige plan for den faldne race kan testes og verificeres.  Det NT’s vidnesbyrd om og verifikation af GT er ikke nogen lille sag.  Hele den historiske bekræftelse af Guds eksistens og hans skabelse og frelse af det faldne menneske er helt sikkert klarlagt i den hellige skrift for så vidt angår de historiske optegnelser.

        F.eks. forudsiger GT’s testamente Guds inkarnation i menneskeligt kød med det ene formål at forløse mennesket fra synd og død.  I det NT har vi de historiske beretninger om Jesus, for ikke at nævne de verdslige henvisninger til den historiske Jesus.  Den første henvisning til GT uden for evangeliet er den trøstende tekst, som findes i Galaterbrevet 4:4, 5 “Men da tidens fylde var kommet, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, 5 for at forløse dem, der var under loven, for at vi kunne modtage adoption som børn.” I denne tekst finder vi ikke kun henvisningen til de historiske GT-profetier, men også den store åndelige komponent i Guds plan for menneskets frelse, som først blev nævnt i GT.  Det er gennem sit ord, at Gud taler til os; op gennem tiderne har Gud appelleret til sit folk og gennem os til verden.  Og dette gælder for alle dedikerede kristne mennesker. Først var der giganterne før syndfloden, som Gud udvalgte til at kalde menneskene tilbage til ham og væk fra afguder og slaveriet under synden i alle dens forfærdelige former; der var Enos, Enok, Seth og mange andre, der kulminerede i Noa; disse var mænd, der “fandt nåde for Guds øjne” (1 Mos 6,8), mænd, hvis eneste formål var at fylde Guds rige med mænd og kvinder, som Gud havde forløst, men som den store bedrager konstant angreb.

        Dernæst oprejste Gud patriarkerne efter syndfloden for at lede menneskeheden Gud imod endnu en gang. Fra den store patriark Abraham skabte Gud en nation, der kunne konkurrere med alle andre nationer, men en nation, hvis opgave ikke blot var at erobre andre nationer, men at udbrede de gode nyheder om Guds genoprettelse af menneskeheden.  Denne nation, som Gud dannede i GT, udgjorde det historiske og fysiske bindeled mellem den gamle og den nye tidsånd.  Nogle refererer stadig til dette som BC og AD, men mere end det er NT det væsentlige åndelige led i alt dette, om Guds fortsatte kærlighed til menneskeheden.  I GT kalder Gud faktisk denne kærlighed for hans “evige” kærlighed, da Gud er evig.  Meget medfølende skriver Jeremias (Jer. 31:3): “Herren viste sig for ham: “I fortiden har jeg elsket jer med evig kærlighed, derfor har jeg draget jer med kærlig godhed.” 

        Det nye testamente tager dette gammeltestamentlige tema op og siger: “For Gud elskede verden så højt, at han gav sin eneste søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Johannes 3:16.  I Johannes 14:16 lyder Jesu ord: “Jeg er vejen og sandheden og livet. Intet menneske kommer til Faderen uden gennem mig.”

        Måske er Johannesevangeliet i Johannes 1,1-3 og andre vers i dette kapitel blandt de klareste NT-udtalelser, der forbinder GT med NT og dermed også forbinder kosmisk og jordisk historie, der alle udsender Guds store plan for sit univers.  Første Mosebog 1:1 fortæller os, at Gud skabte universet – himlen og jorden.  Videre i 1. Mosebog 1 læser vi, at Guds ånd spillede en aktiv rolle i denne skabelse, og i Johannes 1:3, 4 står det klart, at Jesus også var aktiv i skabelsen.  Så mens 1. Mosebog 1 og 2:1-3 i GT taler om Guds mangfoldighed i denne skabelse, afslører det NT i Johannes 1:1-14 og 14:16, 26 deltagerne i denne guddommelige skabelse, hvilket således uadskilleligt forbinder ikke blot de to tidsaldre i Det Gamle og Det Nye Testamente, men hele universet til jorden.

        Vi hævder derfor, at de to dele af den ene bibel ikke kan skilles ad, de udgør én historie (Hans historie) om vores triste univers, men afslører også den mest uberørte herlige fremtid, der venter os, som elsker Ham og har valgt Ham som vores Gud.  Hvilken dag det vil blive, når en sådan forening vil være fuldført.  Denne sang udtrykker det smukt https://www.youtube.com/watch?v=ycz4s2xwDhc.  Mine venner, vores verden og alle mennesker befinder sig i en stor menneskelig konflikt mellem det gode og det onde. Den gode nyhed er, at kampen allerede er blevet udkæmpet og vundet af vores store Skaber, Broder og Forløser.  Intet menneske burde tabe i denne kamp, for med Gud er alt muligt, selv sejr over vores syndige tendenser og natur.  Den triste nyhed er, at der vil være mange menneskelige tabere KUN fordi disse mennesker har VALGT ikke at blive frelst.  Der er én ting, som vores Skaber Gud ikke vil gøre, og det er at tvinge os til at adlyde ham. Lydighed må være spontan og må kun være drevet af kærlighed og taknemmelighed.  Tiltrækningen til Gud starter måske ikke med kærlighed og taknemmelighed, men efterhånden som vi vandrer sammen med ham, vil vi lære at elske og værdsætte ham.  Bibelen er således en komplet helhed og udgør Guds kærlighedsbrev til universet.

        Min opfordring til hver enkelt er, at vi, nu hvor en stor del af verden fejrer Jesu fødsel og opstandelse i denne måned, frimodigt og lykkeligt går til nådens trone, hvor vi vil finde glæde og evig lykke.  Velsignelser til hver enkelt af jer og en glædelig jul.

[i]Ron Henderson, unfinished doctoral thesis, PHILOSOPHY OF ORIGINS: A PROGRAMME FOR TEACHING SCIENCE AND RELIGION IN SEVENTH-DAY ADVENTIST SECONDARY SCHOOLS. Evolution? Anaxagoras (500-428). Andrews University, Berrien Springs, MI., 2003

Hvis du ønsker på at studere Bibelen på Engelsk eller dit eget sprog så klik her og vælg dit ønskede sprog. også her

Hvis du har kommentarer eller spørgsmål, kan du kontakte Pr. Ron Henderson på ronhende@outlook.com.